Sjting

In de wei teëjenuvver ’t hoes van d’r Jean ligke sjting in inne krink. Doa zunt ze ’t vurriegs joar mit aa jevange. Jong lu oes ’t dörp. Óp d’r langste daag van ’t joar. Zessing oer zivve-envóftsieg kome ze hu bijenee. D’r aavank van d’r zommer. Um tse viere. Mit danse, zinge, vuurleëze, vertselle, aese, drinke. D’r Jean kunt eroes. Mit ziene sjilder-eëzel ónger d’r erm. Pienzele en verf in ing taesj. Heë mós wade. Inne tsóg autoots kunt verbij. Inne jrieze doeëdewaan mit krens vieët vuuraa. D’r berg eróp. D’r Jean beugt d’r kop.
‘Nog eemoal durch ’t huevelland. D’r letste waeg. Inne ónendlieje. Óp d’r langste daag,’ fluustert e.
In de wei zetst heë ziech d’rbij. Weë wil darf mitdoeë. Pienzele, verf jenóg. De sjilderije wase in d’r daag. Ze moale ’t lit. Noa ‘t ónendlieje oranjeroeë. Midde zommer vuur midde naat. In d’r sjiemer zetst d’r Jean d’r letste sjtrich. Ze junt noa heem. ’t Sjilderij jeet mit um tse dele. Um tse verware. Bis ’t nieëks joar. De sjting in de wei wade. E joar lang. Ze hant de tsiet. Alle tsiet. I lit. Zonnesjting.